Farmors ord er livsbekræftende

Farmors ord er livsbekræftende. “Der er altid nogle der har det værre,” var ordene fra min skønne farmor på 92 år. Hun er en sand livsfilosof og en mester i at se det lysende i selv de mørkeste øjeblikke. Farmor har altid ment, at når man når en alder som hendes, er det helt acceptabelt at være træt og modtage hjælp fra andre. Men for hende synes der altid at være nogen, der har det værre og derfor har brug for mere hjælp.

En gnist af lys

At stå over for sygdom er som at blive kastet ind i en uigennemtrængelig labyrint. Det er en mørk verden, hvor ens egen velvære forsvinder bag mure af smerte, ubehag og frygt. Jeg kender alt for godt til den følelse. De lange dage og nætter, hvor mørket dominerer alt, kan være overvældende. Men midt i dette mørke fandt jeg en gnist af lys – en påmindelse om, at selv når jeg var nede, var der altid nogen, der havde det værre.

Kampen med dig selv

Sygdom kan føles som en ensom rejse. Det er som om, verden udenfor fortsætter, mens man selv er fanget i et kredsløb af ubehag. Jeg mindes en specifik dag, hvor jeg lå på sofaen under min dyne, kæmpende min egen kamp mod Covid-19, der syntes at tage al min energi. Gardinerne var trukket for, og jeg følte mig isoleret fra omverdenen. På trods af min egen lidelse gav det mig en smule trøst at tænke på, at andre derude måske kæmpede en endnu hårdere kamp.

Farmors ord er livsbekræftende. barn og ældre dame krammer hinanden

Familiens kærlighed

I disse refleksionsøjeblikke fandt jeg perspektiv. Selv når feberen tog overhånd, var der stadig ting at være taknemmelig for. Jeg havde min familie, der støttede mig og passede på mig i denne udfordrende tid. Det var her, jeg indså, hvor vigtigt det var at tænke på andre – at huske, at selv når jeg havde det dårligt, var der stadig mulighed for at gøre en forskel for andre. Et opmuntrende ord til min mand, der også kæmpede med bekymringen for mig. En lille handling af venlighed til min datter, der gjorde tingene så godt hun kunne for at hjælpe til, når mor var syg. Disse handlinger blev min måde at vende min egen smerte til noget positivt – at bringe lidt lys ind i deres liv, selv når mit eget var fyldt med skygger.

Medmenneskelighed

Jeg lærte at værdsætte de øjeblikke, hvor jeg følte mig bare lidt bedre. Jeg lærte at omfavne disse øjeblikke og mindede mig selv om, at selv i de mørkeste tider, er der altid et håb om bedring. Det er okay at have dårlige dage og føle sig overvældet af sygdommens byrde. Men det er også vigtigt at huske, at selv i mørke stunder er der altid et lyspunkt – en påmindelse om, at selv de mindste handlinger af medmenneskelighed kan bringe glæde til en anden.

Empati og venlighed

Sygdommen kan være en udfordrende rejse, men den kan også være en påmindelse om vores evne til at vise empati og venlighed. Lad os stræbe efter at være et lys for os selv og andre, selv når vores eget lys synes at bevæge sig ind i skyggen. Lad os huske, at selv i de sværeste øjeblikke, er der altid håb og en mulighed for at skabe positiv forandring, både for os selv og for andre.

Farmors ord er livsbekræftende

Når jeg tænker på min farmor, er der to ting, der altid kommer til mig. Hendes evne til at finde det positive i alt og alle og hendes fantastiske opskrift på klejner. Jeg har arvet opskriften og nyder at koge dem selv i dag, til stor glæde for min mand og hele familien. Disse klejner bringer glæde og minder mig om farmors utrolige styrke og livsglæde, selv i de sværeste tider.

Sickness, a journey solitary and bleak,
The world outside continues, yet my spirit's weak.
I recall a day, on the couch, I'd seek,
Wrapped in covers, my solitude to speak.

Thinking of Grandma, two things come to view,
Her optimism, and klejner she'd brew.
Her legacy lives on, as I bake them anew,
Bringing joy to my family, a love that's true.

© 2023 | Fransisca